Menu

Bialitevejen 3 Rønne

Min ejendom hedder Aakrogin, fordi den ligger lige ned til Tingsted å, som bugter sig i min baghave. Her findes foruden grisene, 1 hund, flere katte, mange høns og 1 hane.

Bialitevejen var i gamle dage en stærkt benyttet sognevej. Bialite er det vadested ved åen, hvor bornholmerne dengang, da alt transport foregik med hestevogn, holdt hvil, spiste madpakke og fik sig en lille en.
Bialite betyder vent lidt – giv dig tid. Det er det jeg gør med mine grise. Jeg giver mig tid til det enkelte dyr og nyder at se på grise, der har mulighed for at have en naturlig adfærd.

Min produktion er erhvervsmæssigt hold af slagtesvin på friland. D.v.s at jeg køber grisene af en soholder, når de vejer ca. 30 kg. Så får de 5-6 måneder i frihed på mine 2 hektar mark og skov, inden de blive slagtet. Kødet fra grisene vil blive solgt i Den Bornholmske Gårdbutik. Grisene kommer fra Kristine og Hans Peter Sonne, Søndregård i Nyker. Det er bornholmergrise, som er født af løsgående søer og ikke har fået kuperet halerne.